Velkommen til Star Skos vinafdeling
I det nordøstlige hjørne af Frankrig - i ly af Vogeserbjergene, ligger det frugtbare Alsace, og herfra kommer nogle af verdens bedste hvidvine. Skal man rigtig opleve Alsace, bør man følge vinruten fra Marlenheim i nord til Thann i syd - en tur på ca.170 km gennem naturskønt område med maleriske vinbyer, smukke bindingsværkhuse, blomsterudsmykninger og små hyggelige restauranter.
Prøv nogle af de spændende egnsretter, som f.eks.choucroute - surkål som koges med enebær i riesling og serveres med flæsk, pølser og koteletter. Baeckeoffe - en ovnret med forskellige stykker kød i hvidvin samt kartofler, eller tarte flambe - tærte med løg,ost og bacon.
Selvom man ikke er velbefaren udi fransk, kan man i Alsace sagtens klare sig med tysk.
Dambach la Ville - en hyggelig gammel vinby, ca. midt mellem Colmar og Strassbourg. I byen bor der ca. 2000 mennesker, hvoraf de 60 er vinbønder, og der findes mange restaurede gavlvendte bindingsværkhuse, kunstfærdige smedejernsskilte, 3 byporte og rundt om hele byen en solid bymur.
For nogle år siden var vi 7 familier, som investerede i et gammelt byhus fra 1782, som næsten var ruin, men som i dag fungerer som en dejlig fritidsbolig, efter at vi selv har restaureret huset fra kælder til kvist.
Efter at have prøvesmagt forskellige vine i byen, faldt vi for vinene fra familien Pernet, og familien har været os til stor hjælp med oversættelse af papirer, udfyldelse af officielle papirer, tilsyn med huset etc. For at gøre gengæld overfor familien har vi lavet et lille hobbyfirma, hvor vi sælger Pernets vine som fritidsbeskæftigelse, og vi kan derfor tilbyde vinene til en yderst fordelagtig pris, den gode kvalitet taget i betragtning og det er ca..40% under butikspriserne.
Familien Pernet er en af de største vinbønder i byen, og familiens overhoved - Fernand Pernet, som har rundet de 70 år og hans kone Rose står i dag mest for udskænkning af smagsprøver og salg til private kunder.
Det er i dag deres 2 sønner, som tager det store slæb i vinmarkerne, men i de senere år har man anskaffet flere specielmaskiner til f.eks. beskæring, opbinding og høstning af druerne
Billeder fra vores vinafdeling i Bellinge:


